Det er ret unikt, at vi i Favrskov Kommune har så fede anlæg til motoraktiviteter for børn og unge, der er vilde med motorer, mekanik og motorsport. Via linkene kan du læse meget mere om de forskellige anlæg i Ungdomsskolen Favrskov – og om hvilke aktiviteter du selv kan være med til på motorbanerne.
De små maskiner fræser af sted over asfalten, og luften har den helt særlige duft, der bare siger motorbane!
På den nyasfalterede bane – 420 meter ren fart og spænding – kan du køre på road racere eller de små, men vilde pocket bikes.
Er du mere til fire hjul? Så er det nok gokarts, du skal prøve!
Vi har alt det udstyr og sikkerhedsgrej, du skal bruge – du skal bare møde op og være klar.
Du får en SMS, når banen åbner, og hvis der skulle ske ændringer eller aflysninger.
Åbningstider:
Tirsdag kl. 17.00–20.00
Onsdag kl. 16.00–20.00
(Lukket i alle skoleferier)
Adresse: Rækkevej 10, 8370 Hadsten
Det brummer af motorer og aktivitet ude på Kappa 15 – lige ved motorvejen i udkanten af Favrskov Kommune. Det er her, du finder vores motorbane!
Her kan du give den gas på en 1000 meter lang motocrossbane, prøve kræfter med rundbanen til markfræserbiler eller tage en tur på den mindre bane til terrængående ATV’er.
Der er masser af grej og køretøjer klar – så det er bare om at møde op og tage en prøvetur!
Du får en SMS, når banen åbner, og hvis der skulle være ændringer eller aflysninger.
Åbningstider:
Mandag kl. 17.00–19.00
Torsdag kl. 17.00–19.00
(Lukket i alle skoleferier)
Adresse: Kappa 15, 8382 Hinnerup
Ved nogle aktiviteter er risikoen for skader større end ved andre. Motorsport kan medføre skader ved uheld, og Favrskov Kommune har ingen forsikringer, der dækker unges deltagelse i aktiviteterne i Ungdomsskolen.
Vi anbefaler, at I tegner en fritids- og ulykkesforsikring, der dækker hele døgnet og giver en god beskyttelse ved eventuelle uheld. Bemærk, at nogle forsikringsselskaber har særlige krav i forbindelse med motorsport.
(Af sikkerhedsmæssige årsager låner eller lejer vi desværre ikke motorbanerne ud til privat brug.)